Når du skal have taget boudoir billeder hos mig, foregår det sådan, at når du kommer op i studiet, så plejer vi at sidde og snakke lidt om ønsker og forventninger. Har du booket en tid uden en stylist til at lægge makeup og sætte hår, så kigger vi på, hvilket noget undertøj du har med, og så vælger vi et par forskellige sæt ud. Har du booket med styling, så vil du blive stylet her i studiet i ca. 1 time, inden fotograferingen går i gang. Lingeri bliver stadig valgt ud på forhånd, så stylisten kan tilpasse makeuppen og farverne ud fra det lingeri, vi kommer til at bruge under shootet.
Du skal ikke være nervøs, hvis du ikke har stået foran et kamera før. Under selve fotograferingen vil du blive guidet i både poseringer og udtryk. Jeg er meget visuel i min måde at arbejde på, så jeg viser de fleste poseringer, før du skal lave dem. Derudover retter jeg poseringerne til, så de passer til dig og din smukke krop. Så du skal ikke tænke på noget selv. Jeg guider ned til mindste detalje.
Under fotograferingen vil der være tid til hhv. 1 sæt lingeri til en mini session eller 3 sæt lingeri + nude til en fuld session. Det er selvfølgelig frivilligt, om du ønsker at lave nude-billeder. Ved begge sessions laver vi en masse forskelligt ift. både poseringer og udtryk i billederne, så der vil være god variation, i det du ser bagefter.
Ved en mini session bliver du fremvist ca. 40 billeder, og ved en fuld session bliver du fremvist ca. 80 billeder.
Jeg sørger for, at der under hele oplevelsen er en tryg og god atmosfære, så det ikke føles akavet, pinligt eller forkert. Det er super vigtigt for mig at påpege, at jeg aldrig kunne drømme om at dømme mine kunder for noget som helst, hvorfor du kan føle dig tryg i mit studie. Jeg ønsker også, at det er et rum, hvor du heller ikke dømmer sig selv, men at du ser sig selv med selvkærlige øjne.
Efter fotograferingen vil der være en lille pause, hvor du har mulighed for at slappe lidt af eller gå en lille tur. Der sætter jeg mig nemlig og sorterer i billederne, så du allerede på samme dag får vist dit helt unikke galleri. Det er en helt speciel oplevelse at se sine billeder første gang. Og det gør den ekstra speciel, at billederne er uredigerede. På den måde ser du nemlig, at du ikke behøver at bliver photoshoppet for at se fantastisk ud.
Under fremvisningen er det vigtigt, at du kan sidde og slappe af og nyde resten af oplevelsen. Derfor får du serveret lidt snacks og et glas bobler.
Jeg oplever ofte, at mine kunder kan have svært ved at vælge imellem sine smukke billeder. Derfor er jeg der til at hjælpe og guide med mine professionelle øjne, hvis du er i tvivl om, hvad der fungerer bedst, men hvilke billeder, du vælger, er i sidste ende helt op til dig. Hele oplevelsen skal være god, så det gælder også købsoplevelsen. Du skal ikke gå ud af studiet med en følelse af, at du har valgt noget, der ikke passer til dine ønsker eller behov.
Du medbringer selv dit lingeri til din session. Det er vigtigt, at det passer i størrelsen, og at det er prøvet på hjemmefra, så vi ikke bruger alt tiden på at prøve outfits i studiet, men at vi kan koncentrere os om at fotografere og have det sjovt. Når du booker en tid, sender jeg en bekræftelsesmail med en hel masse informationer. Deri er også en inspirationsliste til lingeri, men det lingeri/outfits, du tager med, er helt op til dig. Det vigtigste er, at du føler dig tilpas i det. Læs eventuelt dette blogindlæg omkring “hvad skal jeg medbringe til min boudoir fotografering“.